Af Ole Lundegaard
Der findes som nævnt i artiklen ”En indkredsning af den baptistiske gudstjeneste” ikke nogen fast model for, hvordan en gudstjeneste skal være. Men der er dog en indre ”grammatik” i den kristne gudstjeneste, som den har udviklet sig gennem århundrederne, og det er denne, der nu skal sættes fokus på. For at der ikke er nogen fast form betyder ikke, at en gudstjeneste kan være hvad som helst.
Den største fare i en baptistisk gudstjeneste er, at den, der tilrettelægger gudstjenesten og ofte også både leder og prædiker, kommer for meget i centrum. Det er frikirkegudstjenestens akilleshæl, at der ofte bliver for stor fokus på præstens præstation (og påklædning osv.) og for lidt på indholdet. Sommetider påkalder præsten sig opmærksomhed i kraft af sin ”gode” præstation, men lige så ofte på grund af sin ”dårlige” præstation. Begge dele afslører i virkeligheden et usundt perspektiv på det, vi er sammen om, når vi er til gudsjeneste.[1] Vi vender tilbage til nogle af disse praktiske spørgsmål til slut, men først lidt om det ”stof” en gudstjeneste er lavet af.
To sfærer der bringes i spil i forhold til hinanden
Overordnet set er der to sfærer, der i en gudstjeneste gerne skal sættes i spil i forhold til hinanden.
1. Det ene er de bibelske beretninger i både Det gamle og Det nye Testamente. Det er ikke mindst Jesu lignelser og undervisning, fortællingerne om hans liv, død og opstandelse, og det er beretningerne om de første kristnes forkyndelse, som vi møder den i Apostlenes Gerninger og i Det nye Testamentes breve. Dette indhold kommer til os gennem en lang tolkningstradition, som vi ikke må være ligeglade med. Det er ikke uvæsentligt, hvad kristne før os har tænkt, troet og forkyndt.
2. Den anden sfære er vores liv og eksistentielle vilkår. Med til gudstjenesten bringer vi det, vi er optaget af til daglig, både eksistentielle og samfundsmæssige emner. Vi forkynder ikke evangeliet ind i et tomrum, men adresserer det til den tid, vi lever i. Vi kommer til gudstjeneste med alt dette, fordi vi tror, at Gud er nutidens og fremtidens Gud, ikke fortidens. Tro handler ikke om at lære, hvordan man troede i gamle dage, men hvordan vi kan blive hele mennesker, være Jesu disciple og tjene Guds mål i dag.
Opgaven for den, der skal tilrettelægge en gudstjeneste er altså at sikre, at der dels er indhold i gudstjenesten – dvs. at det gods, vi har fået overleveret i de bibelske beretninger og den kristne historie får lov at folde sig ud – dels at netop folder sig ud, så det har mening i forhold til den livssituation, der er vores i dag.
Vi kan anskueliggøre det på følgende måde:
Fig. 1 (Hent fig 1 i stort format som pdf-fil)
Figuren skal forstås således, at der er to givne udgangspunkter, de to sfærer. Til venstre: Troens indhold og til højre: Vores liv, dvs. vores eksistentielle, politiske, samfundsmæssige vilkår og aktuelle problemstillinger. Hvor disse to områder bringes i spil i forhold til hinanden i gudstjenestens ramme opstår der ”mening”. Vi bliver tiltalt af evangeliet, det bliver nærværende, fordi det udfordrer, hjælper, trøster, advarer og giver retning i forhold til det liv, vi lever.
Hvis der er for ensidig fokus på venstre side, altså så det bibelske, trosmæssige indhold, risikerer gudstjenesten at blive et historisk monument og uden relevans for dem, der tager del i gudstjenesten. Den risiko er tydelig, hvis prædikenen, så at sige, ”bliver” i det 1. århundrede, eller hvis al sang og musik er fra en svunden tid.
Hvis der er for ensidig fokus på det aktuelle, risikerer gudstjenesten at blive uden anden betydning end et interessant partsindlæg, for der kastes ikke tilstrækkeligt lys fra bibelen, traditionen og teologien ind over det aktuelle. Den risiko er især til stede, hvor man er meget opmærksom på en gudstjenestes underholdningsværdi og på forhånd har fastlagt et særligt følelsesmæssigt sigte.
Gudstjenestens indhold
Lad mig knytte nogle ord til gudstjenestens indhold. Den venstre kolonne er delt op i tre blokke. Det er sjældent gudstjenestedeltagere bemærker, at der er tre klart opdelte blokke, og det er heller ikke nødvendigt. Men som det kan ses, er gudstjenesten ”trinitarisk” opdelt, dvs. der er fokus både på Fader, Søn og Helligånd.
1. ”Faderen”
Det betyder helt konkret, at den første del af gudstjeneste begynder i det brede perspektiv – skabelsen. Derfor begynder en gudstjeneste som regel med tak og lovsang til Gud for skaberværket, for livet og for alle Guds gaver til os. Alt dette udtrykkes fx gennem indgangsordet, en indgangsbøn, salmer og sange, en læsning fra bibelen (typisk fra Gamle Testamente). Den første del af gudstjenesten vil også ofte indeholde et element både af bekendelse af tro og bekendelse af synd. Det er ikke almindeligt i baptistkirker at bruge trosbekendelser og for den sags skyld heller ikke syndsbekendelser, men det bør tilstræbes, at der i løbet af en gudstjeneste er salmer, læsninger eller bønner der klart resumerer troen på Gud som både Skaber, Frelser og Hjælper, såvel som giver sprog for vores synd og sårethed. Du vil genfinde disse overvejelser i forslagene til gudstjenesteliturgier her på hjemmesiden.
Denne første del af gudstjenesten må gerne være festlig og fylde os med glæde over alt, hvad Gud har givet. Her er børnene også ofte en del af gudstjenesten, inden de, som det er kutyme mange steder, forlader gudstjenesten for at gå i Børnekirke.
2. ”Sønnen”
I Gudstjenestens midterste del er forkyndelsen i centrum. Her er det vigtigt at læse beretninger om Jesus. Prædikes der fra andre tekster end evangelierne, er det en god ide, at inddrage en evangelietekst i sin prædiken, så der altid relateres til det, der for os er troens nøglepunkt og tolkningsmæssige centrum: Jesu liv og lære, hans død og opstandelse.
Det er også her evangeliet i synlig, dramatisk form udspilles i dåb og nadver. Se mere om dåb og nadver i artiklerne……
3. ”Helligånden”
I gudstjenestens sidste del sendes vi ud med det, vi har modtaget i forkyndelsen og i fællesskabet. Det er også her vi kommer i spil som ”åndens fællesskab”, bl.a. med spontane indslag som vidnesbyrd eller ”profetiske ord”, alt efter hvordan det praktiseres lokalt. Her vil ofte lyde ord fra brevene, fx som et sendende, trøstende eller udfordrende udgangsord. Her deler menigheden også liv med hinanden ved at der orienteres (bekendtgørelser i kort form) om de ting, der ligger foran i menighedens liv, og der kan nævnes emner til forbøn. Det er her, mod gudstjenestens slutning, at vi finder den såkaldte ”pastoralbøn” eller ”hyrdebøn”, hvor vi beder for syge (evt. med håndspålæggelse, hvis det er syge, der er til stede ved gudstjenesten), de gamle, børn, forældre, magthavere, stridende parter, nødlidende osv. Dette kan let blive en meget lang bøn, hvorfor det kan være klogt at have den forberedt på forhånd. Menigheden kan også inddrages ved at bede den som en vekselbøn, med korte bønner og svar, evt. i sunget form.
Gudstjenestens fire dimensioner
En gudstjeneste har fire dimensioner, som det er klogt at være opmærksom på og søge en balance mellem (se figur 2 herunder). Den ene udfordring er at finde en balance mellem på den ene side det uforanderlige, det evige – dvs. på hvem Gud er, og hvad Gud har gjort, og på den anden side give plads for det spontane og aktuelle – dvs. på det Gud gør lige nu. Hvis vi har for ensidig fokus på det, vi kunne kalde ”Guds evige væsen”, kan gudstjenesten opleves som at tage mere hensyn til historie og ritualer end til de mennesker, der deltager i gudstjenesten. En overdreven fokus på det spontane kan omvendt resultere i en gudstjeneste, der forekommer ”overåndelig” eller sværmerisk.
Den anden balanceakt består i at skabe en gudstjeneste, der både har genkendelighed og fornyelse. De fleste mennesker har brug for at opleve en vis genkendelighed, når de kommer til gudstjeneste. Men fokuserer vi for meget på, at gudstjenesten skal være ”som den plejer” og være meget genkendelig fra søndag til søndag, kan vi ende i en stivnet og formalistisk gudstjeneste. De fleste sætter også pris på, at der løbende sker en vis fornyelse af gudstjenesten. Men hvis der altid laves om på alt, og der intet genkendeligt er fra søndag til søndag, skaber det rodløshed og stress hos gudstjenestedeltagerne. Erfaringer viser, at det er klogest at introducere fornyelse løbende og i passende doser. Det er måske ikke klogt at indlære 4 nye sange i én gudstjeneste eller at fejre nadver på en ny måde, hver gang man fejrer den.
Fig. 2
Praktisk
Til sidst nogle praktiske overvejelser, der kan være mange meninger om. Her er mine:
· Forberedelse
Det indlysende for de fleste, at en gudstjeneste behøver en vis mængde forberedelse. Man kan sagtens opleve, at en spontant afholdt og stort set uforberedt gudstjeneste kan give særdeles god mening – en enkelt gang. Den vil blandt andet kunne fornemmes velgørende, fordi den er anderledes og umiddelbar. Problemet opstår, hvis man forsøger at gøre det sådan søndag efter søndag. Så vil glæden over det spontane og friske afløses af irritation over manglen på dybde og eftertanke.
En frikirkelig gudstjeneste kræver for det meste større forberedelse end en folkekirkelig eller katolsk gudstjeneste. I de institutionelle kirker har man fastlagte liturgier, nærmest skabeloner, hvor der ”bare” skal indføjes et par læsninger og nogle salmenumre og ingen forventer, at man møder op med nye, spændende tiltag – snarere tværtimod. Men i en frikirke skal alt overvejes forfra hver gang. Derfor er det et stort arbejde at planlægge en gudstjeneste. Men det er også en stor gave, når vi forstår at bruge det til at gøre gudstjenesten rig, dyb og aktuel.
Rent praktisk er det en god ide at begynde forberedelsen i god tid. Sørg for at lave aftaler med andre, der skal gøre tjeneste med læsning, prædiken, bøn, sang og musik osv. i god tid.
· Undgå alt for mange regibemærkninger
En anden effekt af, at vi som frikirke ikke har fastlagte liturgier, er, at vi ofte må forklare mange ting i løbet af gudstjeneste. Det gælder ikke mindst, hvor gudstjenesten ændrer sig meget fra søndag til søndag. Det kan virke afslappet og rart, og er ofte med til at skabe den særlige fornemmelse, der kendetegner en frikirkegudstjeneste. Men hvis det tager overhånd og ALT lige skal have en kommentar med på vejen, bliver det anstrengende og endnu en af de ting, der gør, at man selv kommer i centrum som gudstjenesteleder. Så forklar, hvor det er godt og nødvendigt, men modstå fristelsen til at ”snakke” for meget. Det fører os videre til det næste praktiske spørgsmål.
· Minimer potentielle ”støjkilder”
I løbet af gudstjenesten er der en række potentielle ”støjkilder”, ting der afleder opmærksomheden fra det væsentlige. Det kan være små tekniske detaljer som dårlig lyd i kirkerummet, at den, der læser en bibeltekst eller deler en bøn eller en tanke, taler for hurtigt og utydeligt, at en videoprojektor ikke virker, osv. Man skal naturligvis ikke blive total kontrol-freak, men prøv så vidt muligt at tage højde for potentielle støjkilder på forhånd, så glider gudstjenesten bedre. Sagen er, at hver gang en støjkilde sætter ind, forstyrres den rytme og koncentration, der er i gudstjenesten.
· Påklædning
En klassiker! Det er ikke altid, præstens prædiken er temaet ved frokostbordet i de små hjem efter gudstjenesten, men hvis præstens påklædning på en eller anden måde har været bemærkelsesværdig denne søndag, kan man være sikker på, at så vil dét være et emne. Man kan sagtens sige til dem, der går vældig meget op i præstens og fx lovsangeres og musikeres påklædning og fremtoning, at de burde gå noget mere op i indholdet og mindre op i indpakningen. Hvis man er ægte interesseret i at takke, lovsynge, lytte, lære og samdele, vil påklædning og den slags betyde mindre. Så prøv at vær lidt large. Vær optaget af det egentlige. Men det gælder jo også den anden vej. Alle bør vise hensyn og omtanke, også præst og sangere og musikere. Hvis jeg vælger at klæde mig på på en måde, som jeg ved vil vække opmærksomhed, hvem søger jeg da at tjene? Tjener jeg da ikke kun mig selv? En gudstjeneste er ikke min statement som præst eller lovsanger eller nadvertjener. Som gudstjenesteleder er min opgave at hjælpe menigheden til at udtrykke deres tak og lovsang, at hjælpe dem til at kunne lytte frit og uhindret til evangeliets forkyndelse. Personligt gider jeg ikke tage kampe om min påklædning, fordi jeg synes der er ting, der er vigtigere at diskutere. Derfor søger jeg selv at klæde mig rimeligt neutralt. Især i menigheder med stor aldersspredning er det vigtig at vise hensyn – og det gælder både dem, der står foran og dem, der deltager.
En huskeregel
En god huskeregel er, at hvis du er meget godt forberedt, er der en risiko for, at du tiltrækker dig opmærksomhed af den grund. Men hvis du er dårligt forberedt, kan du være sikker på at tiltrække dig opmærksomhed! Din opgave som præst, gudstjenesteleder, sanger, musiker osv. er ikke at tiltrække dig opmærksomhed, men skabe opmærksomhed om Ordet, Jesus Kristus. Som Johannes døber siger om sit forhold til Jesus: ”Han skal blive større, jeg skal blive mindre.” (Joh. 3,30)
Og en anden ting at huske på: Målet er ikke som sådan at gøre vores gudstjenester mere spændende, appellerende, for slet ikke at sige underholdende, men at gøre os sårbare for Guds forvandling.
Tema eller ej
Denne artikel har handlet om, hvilke elementer, der skal med i en gudstjeneste. Til sidst et spørgsmål om hvordan gudstjenesten kommer til at hænge sammen. Nogle kan lide at holde temagudstjenester eller meddele fra begyndelsen af en gudstjeneste, hvad den skal ”handle” om. Der kan både siges for og imod. Mest imod, synes jeg. Det er sikkert oplagt ved nogle typer gudstjenester, fx lejlighedsvise Cafegudstjenester, ungdomsgudstjenester og andet. Men søndag efter søndag ville jeg ikke gøre det. Temaer hører hjemme i foredrag og shows, men gudstjenesten har på forhånd givet en række temaer, som skal have lov at have deres egen vægt. Jeg tænker på taksigelse, lovprisning, bekendelse, forbøn, undervisning, nadver. Hvis alt i en gudstjeneste – lige fra indgangsord til hver eneste sang og salme, læsning og prædiken – har samme tema, hvad så med hende, der er til gudstjeneste og for hvem dette tema ikke er særligt relevant? Så bliver det hele til en gudstjeneste, der afhænger af temaets relevans?
Det er fint at have temaer i sine prædikener over et stykke tid, men også den, for hvem prædikenens tema ikke har den store relevans, skal kunne få en gudstjeneste ud af det. Derfor bør der lægges stor vægt på at gøre alle de enkelte dele af gudstjenesten betydningsfulde i sig selv, så man også bliver mødt, selvom man ikke denne søndag fandt prædikenens tema relevant for ens eget liv.
[1] Se artiklen ”Den baptistiske gudstjeneste” angående de særlige udfordringer for den frikirkelige gudstjeneste.
