Prædikenen

Af Ole Lundegaard

Historisk set har prædikenen været en afgørende del af en baptistisk gudstjeneste, ligesom det er tilfældet i de fleste protestantiske kirker. Med Reformationen i 1500-tallet gav reformatorerne prædikenen langt større vægt i gudstjenesten, end den havde haft i den katolske messe, hvis omdrejningspunkt var og er nadveren (eukaristien). Paulus´ ord om, at ”troen kommer af det der høres, og det, der høres, kommer i kraft af Kristi ord” (Rom 10,17) blev centralt.

Tidligere, hvor prædikenen i de fleste baptistkirker var mere ”vækkelsespræget”, end den er de fleste steder i dag, var det indlysende, at der blev lagt stor vægt på forkyndelsen. Man kan faktisk hævde, at gudstjenestens første del handlede om at lede hen til det afgørende – prædikenen med dens kald til omvendelse – og den del af gudstjenesten, der fulgte efter prædikenen, var en opfordring til at handle på det, der var prædiket om, hvad enten det drejede sig om at omvende sig, at høre et særligt kald til tjeneste, eller andet.

I dag har synet på omvendelse og tro for de fleste danske baptister ændret sig fra at lægge vægt på omvendelsens og troens øjeblik til at lægge mere vægt på omvendelse og tro som en proces. Det medfører automatisk en anden accentuering i forkyndelsen. Derfor er prædikenen i dag stadig en vigtig del af gudstjenesten, men vi holder også gerne gudstjenester uden prædiken, som fx liturgiske gudstjenester med fokus på lovsang, meditation og stilhed. Prædikenen forstås nu i højere grad som en del af en gudstjeneste, hvor de andre dele – lovsang, bønner, læsninger, stilhed o.a. – er dele af gudstjenesten i deres egen ret og ikke blot en ramme omkring prædikenen.

Der er dog fortsat næppe nogen tvivl om, at prædikenen er den del af gudstjenesten, der fylder mest i præstens eller lægprædikantens forberedelse, og sådan bør det nok også være. At prædike er både en stor gave og en stor opgave, og derfor er ydmyghed en af prædikantens vigtigste dyder. I omkring 20 minutter har man som prædikant ordet, og opgaven er at udlægge en bibeltekst på en ansvarlig, teologisk velfunderet og livsnær måde.

Overordnet set bør prædikenen og gudstjenestens øvrige dele fungere sammen som en helhed. Det betyder efter min mening ikke, at alt i gudstjenesten – sange, bønner, læsninger osv. – skal rette sig ind efter prædikenen, men at der bør være et vist samspil. Dette skabes bl.a. ved, at prædikant og gudstjenesteleder – hvis det ikke er samme person – er i tæt dialog om gudstjenestens planlægning.

Det er ikke opgaven her at skrive en egentlig prædikenvejledning (homiletik), men man kan opstille nogle punkter, der kan hjælpe i forberedelsen.

Først og fremmest vedrørende indholdet:

1. Hvad er budskabet i den tekst, jeg skal tale over?

2. Hvor findes det umiddelbare kontaktpunkt mellem teksten og vores virkelighed i dag?

3. Hvordan forholder budskabet i teksten sig til Bibelens øvrige budskab?

4. Hvad har jeg på hjerte?

5. Kan jeg beskrive det hovedanliggende, prædikenen har, i én sætning? (En meget gavnlig øvelse!)

6. Giver prædikenen svar på de spørgsmål, den selv rejser eller som er rejst i teksten – udtalt eller uudtalt?

7. Har min prædiken en klar appel?

8. Er jeg en troværdig forkynder af dette budskab?

Dernæst med hensyn til prædikenens struktur:

1. Kommer prædikenens hovedanliggende tydeligt frem, og får det den vægt, det skal have?

2. Er der en logisk fremadskridende bevægelse i prædikenen, så det er let for menigheden at følge med?

3. Spreder jeg mig over for meget – eller for lidt?

4. Er der en fængende indledning, som samtidig antyder prædikenens hovedbudskab?

5. Runder afslutningen prædikenen af, så hovedbudskabet står klart?

 

Og endelig lidt om prædikenens form:

1. Er mit sprog enkelt og inkluderende?

2. Undgår jeg klichéer?

3. Understøtter de anvendte illustrationer og eksempler prædikenens budskab?

4. Har min prædiken den rette længde?

Når alt dette er sagt, står det vigtigste stadig tilbage: At al forberedelse foregår under bøn. Man kan nærmest sige, at forberedelsen er én, lang bøn. Som prædikant skal vi tale sandt om Gud, og vi skal tale sandt om menneskelivet, og derfor er vores åbenhed for Gud og mennesker afgørende for, om vi har noget sandt og relevant at sige. Denne åbenhed og vilje til at selv at modtage fra Gud og sanse, hvor dem, jeg skal forkynde for, er i livet, er afgørende for prædikanten.