Nadverens betydning

Af Lone Møller-Hansen

Nadveren er et af de to pagtstegn, som fejres i en baptistisk gudstjeneste – det andet pagtstegn er dåben.

Nadveren indstiftes af Jesus ved påskemåltidet skærtorsdag. Ved nadveren læses oftest en af beretningerne om nadverens indstiftelse, 1. Kor. 11:23-26(-29) eller Matt. 26:26-29.

Nadveren kaldes mange ting. Det danske ord ”nadver” betyder oprindeligt aftensmåltid. Det er også kaldt brødets brydelse, eukaristi (taksigelse) og kommunion (fællesskab). De forskellige navne afslører, hvilket aspekt i nadveren, der lægges vægt på. Nadveren har altså flere betydninger. Lad os nævne fem perspektiver fra den nutidige økumeniske nadverteologi.[1]

Nadveren er taksigelse til Faderen, en lovprisning til Gud, som i Jesu korsdød har forsonet hele skaberværket med sig selv. Brød og vin, som er frugter af menneskers arbejde, bæres frem for Faderen med tak.

Nadveren er ihukommelse – hvilket ikke kun betyder at mindes, men at Guds gerning er virksom her og nu, en levende erfaring og virkelighed.

Nadveren er påkaldelse af Helligånden. Også i nadveren er den korsfæstede og opstandne Kristus nærværende. Nadveren understreger den ubrydelige enhed mellem Sønnen og Ånden.

Nadveren er de troendes fællesskab. ”Fordi der er ét brød, er vi alle ét legeme, for vi får alle del i det ene brød” (1. Kor. 10:17). Af samme grund er det vigtigt for symbolikken, at det virkelig er ét brød – og gerne et nybagt brød – der brydes ved nadveren. Nadveren symboliserer også solidarisk fællesskab med dem, der sulter, og den er en udfordring til os alle om at dele ”vort daglige brød”, som nævnt i Fadervor.

Af hensyn til ”det hellige fællesskab” bør uoverensstemmelser være ude af verden, før man deltager i nadveren (1. Kor. 11:29). I nogle traditioner er der stor betoning på syndsbekendelse og tilgivelse i forbindelse med nadveren. Betydningen af nadveren som det, der skaber og opretholder fællesskabet, blev også betonet i den tidlige kristne kirke, hvor alle, der ikke deltog i søndagens gudstjeneste og nadverfejring, fik nadveren bragt i deres hjem af menighedens tjenere.

Endelig er nadveren Gudsrigets måltid. Når Jesus spiser sammen med mennesker, forkynder han samtidig Guds rige, ligesom han taler om det måltid, han og vi engang skal deltage i i Gudsriget. Måltidsfællesskabet er et synligt tegn på Guds kærlighed til os og hans nærvær. I nadveren fortsætter dette fællesskab med Jesus Kristus som et tegn på Guds riges tilstedeværelse iblandt os. Nadveren er dermed en fest, hvor kirken fejrer Herrens nærvær, og samtidig er den en sendelse af kirken til verden.

Der lægges forskellig vægt på nadverens betydning. I nogle kristne traditioner betones Kristi nærvær i de indviede nadver-elementer, hvorfor de behandles med en særlig respekt. I den baptistiske tradition har fokus været på nadveren som et ”mindemåltid”, og den er i mange menigheder blevet afholdt én gang om måneden. I de senere år er der blevet lagt mere vægt på nadveren, og på, at den bør fejres hyppigere. Hver af de ovenfor nævnte perspektiver bliver også oftere understreget, når menigheden fejrer ”Herrens måltid”.

Hos baptister har vi i dag ”åbent nadverbord”, hvilket vil sige, at alle troende kan deltage i nadveren, der fejres ved ”Herrens bord”. Noget sådant er desværre ikke tilfældet i alle kirker, fx har den romersk-katolske kirke ikke åbent nadverbord. Deltager man i en gudstjeneste i en katolsk kirke, vil det som oftest forventes, at man som ikke-katolik går frem og lægger højre hånd på hjertet. Herpå modtager man ikke brød og vin, men en velsignelse. Samme fremgangsmåde vælger nogle katolikker, hvis de deltager i nadveren i fx en baptistkirke. I Lima-dokumentet [1] står: ”Så længe kristne ikke kan forenes om det samme nadverbord i fuldt fællesskab for at spise det samme brød og drikke af den samme kalk, svækkes deres missionerende vidnesbyrd både individuelt og i fællesskab.”

Nadver-liturgien har i ældre traditioner været meget omfangsrig. I baptistisk tradition er den meget enkel. Også her har der været en udvikling de senere år mod en større liturgisk mangfoldighed. Ofte blev nadveren, i form af brudt brød og små glas med vin eller saft, delt ud af to eller flere nadvertjenere til den siddende menighed. Nu er der større alsidighed, og det er ikke ualmindeligt, at menigheden kommer frem og modtager nadver ved nadvertjenere, som står med brød og vin/saft.