Af Jacob Broholm Møller
Dåben står meget centralt i kristendommen, og den har mange facetter. Derfor er der forskellige måder at anskue dåben på.
Dåben som ritual
Dåben er en rituel handling, der består i, at den person, der skal døbes, neddykkes (heraf oprindeligt ordet ”dåb”) i vand, oftest i et dåbsbassin i kirkebygningen, men til tider i en fjord/sø eller ved hav/strand.
Jesus selv omtaler nødvendigheden af dåben for at komme ind i Guds rige (Joh. 3:5). Dåben fungerer derfor som det ritual, hvormed en person indlemmes i den lokale, kristne menighed – og i Jesu Kristi kirke på jord. Dåben er ikke en ”loyalitetserklæring” til kirken, men til kirkens Herre, Jesus Kristus. Dåben er et pagtstegn mellem den døbte og Gud (se 1. Pet. 3:21). Se pagstegn – dåb nadver
Dåben i Ny Testamente
Når vi taler om dåb i Det nye Testamente, skelner vi som regel mellem Johannes Døberens dåb og bekendelsesdåben befalet af Jesus Kristus.
Johannes Døberens dåb (se fx Matt. 3:1-12) har karakter af en omvendelsesdåb. Det er altså en aflæggelse af det gamle, syndige liv og indvielse til et nyt liv. Hans dåb ritualiserer omvendelsen og giver syndsforladelse med en samtidig formaning om fremtidig livsførelse. Men Johannes Døberen véd godt, at han ”kun” døber med vand, og at der kommer en, der er stærkere efter ham, nemlig Jesus, der ikke kun døber med vand, men også med Helligånden. Jesus kommer da også til Johannes Døberen og bliver døbt af ham i Jordanfloden (Matt. 3:13-17). Da Jesus bliver døbt af Johannes Døberen, bliver Jesus indviet til tjeneste.
Den kristne dåb har også karakter af omvendelse, men den forstås i Det nye Testamente dybest set som en opfyldelse af Johannes Døberens forkyndelse af ”den stærkere”, nemlig Kristus (Matt. 3:11f.). Derfor er al kristen dåb en bekendelse af Jesus som Messias/Kristus. I baptistkirken aflægger den, der døbes, ofte et vidnesbyrd om sin tro. Dåben er begyndelsen – og ikke slutningen – for den døbtes forhold til Jesus Kristus. Vidnesbyrdet er således et vidnesbyrd om Guds handling i den døbtes liv, og om, at det er Gud, der handler i dåben og møder mennesket her.
Det er usikkert, om Jesus selv har praktiseret dåb (se Joh. 4:1f.), men det fremgår af Det nye Testamente, at optagelsen i den kristne menighed fra begyndelsen er sket gennem dåben, og dåben er påbudt af den opstandne Herre. Herom berettes der i ”missionsbefalingen” (se fx Matt. 28:18-20). Når vi i dag døber, sker det med forbillede heri, i ”Faderens, Sønnens og Helligåndens navn”, altså i den treenige Guds navn. Dette er den mest udbredte dåbsformel inden for kristenheden. I Apostlenes Gerninger møder vi tillige dåb, der finder sted i ”(Herren) Jesu navn” (se ApG. 2,38; 8,16; 10,48 og 19,5).
Dåben i kirkens historie
I den katolske og i den ortodokse irke har man siden det 4. eller 5. århundrede – og senere herhjemme i Folkekirken – døbt børn kort efter fødslen. Siden 1500-tallet har barnedåbens gyldighed været et stridsspørgsmål i den vestlige kirkehistorie, idet anabaptisterne lærte, at barnedåben var ugyldig. De døbte derfor folk, der var blevet døbt som spæde, hvilket skabte stor vrede hos de traditionelle kirker. Dåben regnes nemlig som et tegn, der kun kan foretages én gang. Vi har som baptister stået fast på, at dåben skulle være en bevidst handling fra den døbtes side, men bl.a. som en konsekvens af de økumeniske samtaler i 1970’erne, har der siden 1984 været praktiseret ”overført medlemskab” i danske baptistkirker. Det betyder, at folk, der er barnedøbte, kan modtages som medlemmer af menigheden i de fleste baptistkirker. Det kan fx. ske ved et ritual i gudstjenesten, hvor troen på Kristus bekræftes.
Dåbens betydning
Dåben sker ved, at dåbskandidaten neddykkes i vand. Den person, der døbes, var tidligere klædt helt i hvidt for at symbolisere, at man ved dåben renses for enhver synd. I dag sker det lige så ofte, at man døbes i noget af sit almindelige tøj.
Dåbshandlingen, der udføres ved neddykkelse, er et tegn på, at man aflægger sit ”gamle liv” og oprejses til et helt nyt liv ved og med Jesus Kristus (se Rom. 6:3-11). Dåben spejler dermed også påskens begivenheder og føjer hertil pinsens gave, idet dåben efterfølges med forbøn om, at Helligånden udruster den døbte med nådegaver til tjeneste.
Jesus selv karakteriserer også sin død ved brug af dåbsbilledet (Mark. 10:38; Luk. 12:50). Dåben hænger altså tæt sammen med læren om Kristus. Det ser vi også, idet dåben karakteriseres som en ”iførelse af Kristus” (Gal. 3:27, jf. Rom. 13:14). Dåben indvier os til at tjene Gud og vores næste.
Dåbsgudstjenesten
Der er ikke en fast liturgi for, hvordan en dåbsgudstjeneste skal foregå, men oftest vil man lægge selve dåbshandlingen tidligt i gudstjenesten. Først vil præst og dåbskandidaten træde frem foran menigheden. Præsten taler om dåbens betydning, inden dåbskandidaten aflægger sit vidnesbyrd. Ønsker dåbskandidaten ikke at gøre dette af en eller anden grund, vil vedkommende oftest læse en eller flere dåbstekster fra Det nye Testamente. Dernæst vil præsten og dåbskandidaten gå i dåbsbassinet, nogle gange mens menigheden synger en salme. Efter at have bekendt sin tro på Jesus Kristus som Herre og Frelser, døbes han/hun i den treenige Guds navn.
Mens præsten og dåbskandidaten klæder om, fortsætter menigheden gudstjenesten. Når præsten og dåbskandidaten kommer tilbage, vil den nydøbte blive budt velkommen i menigheden. Det kan have form som en ”præsentation” for hele menighedsfamilien og rundes af med forbøn. Det sker oftest ved, at menighedens medlemmer slår kreds om den nydøbte, imens denne knæler. Kredsen vil oftest bestå af dem, der er tættest på den nydøbte. De lægger deres hænder på vedkommende, mens nogle af dem leder i forbøn for den nydøbte. Forbønnen vil fokusere på den døbtes liv, og den tjener i høj grad som en markering af dåben som begyndelsen på vedkommendes tjeneste i menigheden og udrustningen hertil.
Efter gudstjenestefejringen vil der oftest være mulighed for, at menighedens medlemmer og andre kan bringe en hilsen til den døbte, fx. ved kirke-kaffe eller -frokost.
